Vinduerne

Vinduerne er udført i samarbejde med Per Heebsgaard, en af Nordeuropas dygtigste glashåndværkere.
  
Kirkeskibet er prydet af skiftevis blå og røde figurer, mænd og kvinder. Adam’er og Eva’er, der repræsenterer vor tids mennesker, der ved deres indsyn og udsyn repræsenterer hverdagens medleven og via deres farvespil er med til at skabe en yderligere dimension i rummet. 
  
Der er det særlige ved figurerne, at de kigger på os, der er i kirkerummet, men set udfra kigger de på dem, der går forbi. På den måde symboliserer de forbindelsen, mellem kirkerummet og verden udenfor.

 

I koret er der to figurer, en hvid og en sort figur. 
  
Den hvide figur er til venstre for altret, og forestiller en gravid kvinde. Er det Maria, der fødte uskylden til verden?
  
Overfor er en sort figur, der vægrer sig for atomskyen på østvæggen. Hvem er denne sorte figur? Måske er det Johannes, som Jesus overgiver som søn til Maria, da han selv er ved at dø. Denne opfattelse underbygges af den almindelige middelalderlige korsopstilling, med Maria på Jesu højre side og Johannes på den venstre (set indefra i billedet).
  
Den hvide og den sorte figur er med til at understrege spændingen i kirkerummet.