Krisen kradser i Kastrup. Ja, ikke blot i Kastrup, men i hele
landet. For hver dag, der går, oplever vi flere og flere krise-tegn
bl.a. i form af afskedigelser, tvangsauktioner, tab på obligationer
og aktier, stagnerende købelyst og større forsigtighed i vores
indkøbsvaner. Når jeg særlig nævner, at krisen kradser i Kastrup,
hænger det sammen med flytrafikken, som naturligvis spiller en stor
rolle for mange i det sogn, hvor Kastrup Lufthavn hører hjemme.
Allerede inden den nuværende finanskrise var det krisetider for
flytrafikken i form af faldende passagertal, stigende benzinpriser
og omkostninger i det hele taget. Mange har allerede mistet deres
job og flere vil utvivlsomt gøre det de nærmeste måneder. Jo, krisen
kradser i Kastrup.
Forrige weekend besøgte jeg Island, hvor krisen ikke blot kradser
men gør direkte ondt. Den islandske krone er devalueret til det
halve og det store islandske finanseventyr er bristet som en
sæbeboble. Folk må gå fra hus og hjem og mange har allerede mistet
deres job. En stor vrede mod både finansfolk og politikere har
grebet befolkningen, og Islands statsminister har måttet gå af. Om
bunden er nået, ved ingen, men alle frygter, at man endnu slet ikke
har set bunden.
På Island har krisen et sådant omfang, at den islandske folkekirke
er gået på banen med Reykjaviks biskop i spidsen og med en lang
række initiativer både i sognene og på lands-plan, hvor kirken åbner
dørene for folk, der har brug for at tale med hinanden om
problemerne. Den islandske kirke har også oprettet en hjemmeside,
hvor alle kan komme til orde, og hvor markante indlæg i debatten
bliver aftrykt. Hvad mener den islandske kirke om krisen? spørges
der igen og igen fra ganske almindelige mennesker og fra medierne.
Og selv om folk i den islandske kirke naturligvis mener lige så
meget og forskelligt som medlemmer af den danske folkekirke om den
nuværende krise, så forsøger kirkens ledelse alligevel at formulere
nogle fælles synspunkter, som både rummer kritik og håb for
fremtiden.
Endnu er der ingen, der spørger om, hvad den danske folke-kirke
mener om krisen, men det skal nok komme. For krisen vedrører vores
dagligdag, vores fremtidige muligheder og ikke mindst vore børns og
børnebørns fremtid. Den sag må naturligvis også optage os i den
danske folkekirke, selv om vi ikke har hverken entydige eller enkle
svar. Er krisen kun negativ eller rummer den muligheden for også at
tænke positivt og konstruktivt? Den grådighed og mammondyrkelse, som
finanskrisen har afdækket fortjente at blive afsløret som det den
var: en tom og hovedløs stræben efter at blive rig for enhver pris
og på bekostning af alle andre. Vi kan nemlig ikke tjene både Gud og
mammon, som Jesus siger. For når du tjener Gud er det din næstes nød
og trang, der har prioritet og ikke dine egne indtjeningsmuligheder.
Så meget kan man da tillade sig at sige som præst i den danske
folkekirke uden at skulle beskyldes for at ville politisere.
Kirken og præsterne skal da heller ikke politisere i nogen
partipolitisk betydning, og vi skal heller ikke spille kloge Åge,
når det gælder finansforhold og økonomiske vurderinger. Det skal der
fagfolk til og ikke teologer. Men kirken har alligevel en vigtig
funktion i det offentlige rum ved at insistere på det kristne
evangeliums relevans for mennesker liv og dagligdag og kirken skal
kunne give rum for menneskers samtale om væsentlige spørgsmål, som
netop nu optager os.
Vi skal insistere på det kristne evangeliums relevans for vores liv
og dagligdag. I dag på Midfaste søndag gennem evangeliet om
bespisningen af de 5.000 med fem bygbrød og to fisk. Hvordan hører
vi den fortælling? Eller rettere sagt: hvad er det vi hører? Ja, den
handler åbenlyst om mennesker på udflugt, der ikke har fået
madpakken med, og som derfor bliver sultne undervejs, da de følger
den interessante vandreprædikant helt over til den anden side af
Galilæas sø. Ingen af dem var i fare for at dø af sult og alle havde
nok også klaret turen hjem igen uden at gå sukkerkold. Men Jesus har
alligevel omtanke for deres situation og beder Simon Peter sørge
for, at folk sætter sig ned i græsset. Og så velsigner han den mad,
som en lille dreng havde fået med af sin mor: fem bygbrød og to
fisk. Og alle blev mætte, ja da man samlede de tiloversblevne
brødstykker sammen, kunne man fylde 12 kurve.
Der har i tidens løb været gjort adskillige forsøg på at forklare
bespisningen i ørkenen på en rationel måde. ”Madpakke-teorien” er en
af de mere fornøjelige. Den går i korthed ud på, at alle naturligvis
havde taget en velforsynet madpakke med hjemmefra. Men man tog den
ikke frem af angst for, at skulle dele sin madpakke med andre. Men
da den lille dreng viste det gode eksempel tog alle andre også deres
madpakke frem og nu kunne man spise sig mætte og oven i købet samle
det tiloversblevne sammen. En smuk og moralsk fortælling om det at
dele med hinanden og bestemt ikke uden relevans i verden af i dag,
hvor mange fattigdomsproblemer skyldes, at vi i den rige del af
verden ikke vil dele med den fattige del.
Men jeg er overbevist om, at der er andet og mere på spil i
fortællingen. Det angives af ordet: ”tegn”: Folk fulgte ham, fordi
de havde set de tegn han havde gjort ved at helbred syge. Og til
sidst står der; ”Da folk havde set det tegn, han havde gjort, sagde
de: Han er sandelig Profeten, som skal komme til verden:” Og så
ville de give ham politisk magt og indflydelse ved at gøre ham til
konge. Så kunne han fremover løse deres ønske om at have et godt
helbred og få det daglige brød. Højst ønskværdigt begge dele, vil vi
også synes. Et tegn peger altid hen på en bagvedliggende
virkelighed. Noget der ligger dybere, end vi umiddelbart hører og
ser. Når vi kærtegner et andet menneske, ligger der noget dybere bag
det tegn: omsorg og kærlighed.
Alle Jesu tegn afslører Guds omsorg og kærlighed til os, både for
sjæl og legeme. Også bespisningen af de 5000. Ved at lade folk sætte
sig i græsset og velsigne de fem brød og to fisk, så alle kunne
spise sig mætte, afslører Jesus hermed Guds omsorg både for vores
timelige og åndelige vel. Det er derfor denne fortælling er blevet
fortalt igen og igen.
Den forkynder for det første, at mennesket ikke skal leve uden brød.
Det daglige brød, som vi beder om i fadervor, er en livsbetingelse.
Og så kan vi med Luthers forklaring i den lille katekismus udvide
det daglige brød til at omfatte:
Alt, hvad der er brug for til liv og legeme. som mad, drikke, tøj,
sko, hus, hjem, jord, kvæg, penge, ejendom, god ægtefælle, gode
børn, gode medhjælpere, retskafne og pålidelige overordnede, godt
styre, godt vejr, sundhed, ordentlig og værdig levevis, gode venner,
trofaste naboer og andet lignende.
Mennesket kan ikke leve uden brød. Den indsigt er lige til og må på
et eller andet plan forpligte os alle på hinanden. Det har ikke
mindst den tredje verdens befolkninger et skarpt blik for. Den
finanskrise, som i høj grad er båret af en kortsynet og snæversynet
egoisme modsiges af det kristne evangelium, der forpligter os på
omsorg og kærlighed til vores medmenneske. ”Men enhver skal give,
som han har hjerte til – ikke vrangvilligt eller under pres, for Gud
elsker en glad giver”, siger Paulus i dagens epistellæsning. For
mennesket kan ikke leve uden brød.
Men fortællingen forkynder for det andet, at mennesket dør af brød
alene. Eller som vi hørte det formuleret af Moses i dagens
indgangslæsning fra 5.Mosebog: ” Mennesket lever ikke af brød alene,
men af alt, hvad der udgår af Herrens mund.” Livet er altså andet og
mere end det at spise og drikke og få de daglige fornødenheder
dækket. Livet er andet og mere end at eksistere fra minut til minut
som biologiske væsener, hvor velnærede og veltrimmede vi så end
måtte være. Livet er dybest set at modtage kærlighed og omsorg både
fra Gud og fra andre mennesker.
Derfor afviste Jesus at blive skarens brødkonge og kalder sig senere
i samme kapitel, hvorfra dagens evangelium er taget, for livets
brød: ”Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte,
og den, der tror på mig, skal aldrig tørste” (Johs.6,35). Alt det
Jesus har sagt og gjort, er sagt og gjort i kærlighed til os
mennesker og vil vække kærlighed til vores næste i os. Som Jesus
siger andetsteds i Johannesevangeliet: ”Jeg er kommet, for at de
skal have liv og have i overflod” (Johs.10,10). Med ”liv i overflod”
tænker Jesus naturligvis ikke på vores overflodssamfund, men på
livet fuld af dagligt brød og livets brød. Livet fuld af tro, håb og
kærlighed.
Man kan ikke høre dagens evangelium uden også at høre en henvisning
til den kristne nadver, hvor Jesus her hos os bryder brødet og deler
det ud til sin menighed: Livets brød. Så livet må blomstre, her og
nu og til evig tid.
Ved kirkens indvielse den 16. Marts 1884 sagde provst Koch i sin
indvielsestale: ”Naar I, kære Venner, nu har bygget denne smukke
Kirke i Eders By, saa er det vel ogsaa, fordi I har erkendt, at
Mennesket trænger til at næres ved Guds Ord, og derfor vil lade det
flittigt bo blandt eder.”
125 år efter er der ikke noget at trække fra eller lægge til
provstens indvielsestale. ”Mennesket lever ikke af brød alene, men
af alt, hvad der udgår af Herrens mund.”
Det kan godt være at krisen kradser i Kastrup. Men Guds ord har
noget at sige til os, også ja måske netop i den situation. Det
græske ord krise (krisis) betyder ikke blot en vanskelig eller
farlig situation, men også et afgørende vendepunkt. Vi kan komme
både godt og skidt ud af en krise. I kirkens hus får vi hjælp til at
komme godt videre i livet for her næres vi
ved Guds Ord.
Tak, at huset her blev bygget
Som en sang om Paradis,
Som et skaberglimt nedrykket
I vort lavlands tågedis.
Kom og bo her! Alt du kan,
Livets Gud og skabermand.
