Midt på håbløshedens vej er Gud vor ledsager, den der kommer
med kærlighed, håb og mod til igen at tage fat i livet.
”En ven i sorgen” er en gruppe erfarne kvinder, der vil gå
med på vejen, der hvor alt virker håbløst. De vil lytte og
være tilstede som en ven i sorgen. Vi går ikke over på den
anden side af gaden, når vi ser DIG, der har mistet.
Vi er nogle piger, der hele efteråret har arbejdet med at
etablere en besøgs-tjeneste, som hedder: En ven i sorgen.
En ven i sorgen er den del af kirkens sociale arbejde, der
består af en gruppe mennesker med en del ressourcer.
Vi har selv mistet en, vi elsker. Denne smertelige erfaring,
som vi hver især har gennemlevet, har givet os mod til at
hjælpe andre i samme situation.
Sorgen er genkendelig, uanset hvem vi mister. Men vores
personlighed gør, at vi har hver vores kompetencer til at
bearbejde sorgen. Vores sociale indstilling, åbenhed og
humor gør, at vi kan møde mennesker, dér hvor de er – lige
midt i deres sorg.
Derfor har vi piger sammen med Susanne i Præstegården
arbejdet intenst på at opbygge de redskaber, der kan bruges
til at hjælpe. Vi har blandt andet arbejdet med lytte- og
samtale-teknik, sorgens faser og forskellige casestories
samt læst artikler om sorgbearbejdelse og krisehåndtering. |
Sorg, det at miste, er ikke noget, du kommer over, men
noget du skal igennem.
Derfor vil vi gerne:
- hjælpe et menneske, der har mistet en nærtstående
- give dig mulighed for at fortælle om din sorg og smerte
- lytte medfølende og uden forbehold
- hjælpe dig til at genfinde glæden i livet.
Hvis du er i sorg og har brug for et besøg, kan du ringe til
Susanne Steensgaard 3250 2530 mail ssan@km.dk som vil
formidle den videre kontakt
”Sorg er den kærlighed,
du ikke kan komme af med.”
Anne-Grethe, Kirsten, Anette, Lis og Susanne |
Vejen ud:
Digt af
Lis Jannæs 2007
|
Er din verden splintret i kaos,
har mørket helt taget over.
I sorgens tunnel blafrer et lys,
men hjertets stikkende smerte,
kroppens knugende angst gør dig blind.
Gå mod lyset trods vejen er lang.
Sorgens brosten fører til tunnellens grænse,
stands op og se ud, livet glimter derude.
I sorggruppens tryghed der kæmped’ vi kampen,
med lytten og ord.
Vi overskred grænsen
kom ud til lyset
og livet blev vundet igen.
|
